Lad mig lige forklare læsere, hvad jeg mener med en lille blå mand. Vesten jeg har på er blå, og jeg ved godt det er lidt svært at se. Men Velliv vil jo ikke udlevere andet end sort / hvid billeder til mig.
Hvis I ikke ønsker at læse teksten, så se denne video, hvor jeg forklarer meningen med billedet.
Men sagen er, at min kæreste og jeg havde fået en invitation af vores fælles veninde Elisabeth til en surprise party hos vores gode kammerat Martin Witting Busk, som fyldte 40 år. I kan nok huske Martin, ham jeg træner sammen med, som der er en del billeder af i 2015. Se bl.a. billedet fra den 19.03.2015.
Men da det var hans kone, Elisabeth, som havde arrangeret festen, så vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg helt præcis gik ind til. Og da jeg fik at vide, at vi skulle køre gokart, var det både skidt og godt. For gokart er noget af en udfordring for mine håndled (Og nej Velliv, det kan på ingen måder sammenlignes med at jeg kører en runde på Nürburgring i min privatbil – Langt fra!).
Så det var lidt af en ambivalent følelse. Det er lige i min ånd, men jeg har enormt svært ved det, da jeg ved, at det er med et hvis efterslæb til følge i form af ekstra smerter dagene efter.
Så jeg tog nogle piller på forhånd, for jeg ved 100 % hvordan min krop reagerer. (Jeg har altid piller på mig, i min bil og toilettaske. Det har man som gigtpatient).
Men grunden til at jeg valgte at gøre det er, at Elisabeth er praktiserende læge. Og da vi skulle overnatte hos dem, så vidste jeg, at medicinering og professionel hjælp var lige ved hånden i tilfælde af, at det skulle stikke helt af med smerter.
I må lære at forstå, at det altid er en hårfin balance, man som gigtpatient skal bevæge sig på. Hvornår skal man holde smerter op mod en begivenhed, forlystelse eller anden fysisk / psykisk aktivitet, som giver et tilbageslag – holdt op imod, at det også kan give en oplevelse, som man kan leve på længe derefter i form af et psykisk boost i den positive retning.
I dette tilfælde valgte jeg at gøre det. Fordi der var lagt så mange gode tanker bag denne dag og jeg skulle som sagt sove hos en praktiserende læge til backup.
Og så var det en mindeværdig 40 års fødselsdag for Martin. Og jeg fik bestemt også gode minder med fra dagen.
Og selve festen er også en udfordring for mig psykisk. Lige pludselig får hovedet nok og jeg må trække mig, når min “energibeholdning” er opbrugt. Heldigvis har både Martin og Elisabeth kendt mig i mange år og kender min måde at tackle tingene på.
Men sådanne episoder kan også være svært for andre at håndtere, da jeg godt kan virke fjern og uinteresseret, når man sidder i sin egen lille verden og slås med det indvendige. Så rigtig mange mindre sammenkomster ved både familie og venner fravælges. Og så bruger jeg krudtet på de større begivenheder.
Velliv. Jeg er rigtig glad for, at I medbragte dette eksempel i sagen. For det beskriver faktisk rigtig godt alle de valg man skal tage nærmest dagligt som kronisk smertepatient. Det er et dagligt regnestykke der skal laves, hvor man holder plusser og minusser op imod hinanden, for at få ens energiniveau til at strække over den enkelte dag(e) eller uge(r). Der skal faktisk utrolig meget planlægning til. Og det gælder både fysisk såvel som psykisk.
Det ved I nok også inderst inde, hvis I tænker jer lidt om.
Og ved I det ikke. Så synes jeg, at I skal prøve og kontakte de mange foreninger der er i Danmark omkring sygdomme der omhandler kroniske / usynlige smerter. Det er ikke kun gigtforeningen, der er mange andre. Alle beskriver episoder som dette eksempel. Det er en del af vores hverdag. Daglige smerter, men vi vil også gerne stå frem engang imellem og “sparke røv” så godt som vi nu kan med vores begrænsninger!
Jeg håber I har en fantastisk smag i munden, nu hvor I ved, at der faktisk ligger rigtig mange tanker bag mine handlinger, når man lever et liv som kronisk smertepatient og tilhørende usynlige smerter.
Se billede fra Martins eget opslag.⇓
